Folkedrabet i Irak

Du vil kunne finde information om:

- Før folkedrabet i Irak

- Optakten til folkedrabet

- Folkedrabet

- Folkedrabets efterspil

- Folkedrabets aktører

- Folkedrabets stadier

Folkedrabet på Kurderne

‍Verden var døv og blind. Glem aldrig Halabja. ‍Onsdag, 16 marts 1988. En ganske almindelig dag blev Halabja’s kurdiske folk vækket af 15 fly over dem. For næsten en time droppede de kemiske bomber over byen. Ali Hussein Al Maijd, bedre kendt som ”Kemiske-Ali”, var udpeget til guvernør af det nordlige Irak og til at udføre planen om at udrydde det kurdiske folk. Irak var støttet af England, Italien, Frankrig, og Østtyskland.

Irak udviklede det ultimative kemiske våben, og brugte det til at udrydde så mange kurdere de kunne. Mange prøvede at flytte. Mange prøvede at beskytte deres børn, men det mislykkes. Det kemiske gift havde allerede fået fat i dem fra det første åndedræt. 5000 døde inden for en time. 7000 var såret. Glem aldrig Halabja. Dette er dedikeret til det kurdiske folk.

Før folkedrabet i Irak.

Igennem tiderne har der været en konflikt mellem Kurderne i Irak og de irakiske myndigheder.

Kurderne havde et ønske om at få deres egen selvstændige stat i Irak, hvilket de var blevet lovet siden 1920’erne, men da de fleste boede i et meget olieholdigt område, var de irakiske myndigheder ikke villige til at opgive dette område. Konflikten havde kørt i mange år, men den spidsede til, da Ba’ath-partiet kom til magten med Saddam Hussein i spidsen i 1968. For at undgå at miste de olieholdige områder, ville ‍‍Ba’ath-partiet, det socialistiskte parti for arabisk genfødsel, ‍‍udfører en ”arabisering”, der gik ud på at ødelægge de kurdiske landsbyer, så kurderne blev nødt til at flytte ned i andre områder af Irak, så de ikke alle sammen var i et specielt område, men spredt over hele Irak. Araberne skulle så bosætte sig i de kurdiske områder.

Den kurdiske befolkning i Irak, brugte krigen mellem Irak og Iran til at kæmpe deres egen kamp om deres egen stat. Da Saddam fandt ud af dette, tog han kontakt med sin fætter, og sammen ville de finde en permanent løsning på problemet med kurderne.

Optakten til folkedrabet

Folkedrabet

Formålet med folkedrabet var at affolke de kurdiske områder i Irak, som foregik fra februar til september 1988 og bestod af i alt otte militære angreb mod ”forbudte områder” i Nordirak, hvor der opholdt sig oprørere og mere end 200 landsbyer ramt af kemiske angreb.
Al Anfal var det kodeord for folkedrabet mod kurderne. Anfal-kampagnen bestod af tvangsforflyttelser, beskydninger og henrettelser, og adskillige landsbyer blev jævnet med jorden af bulldozere. Der blev dræbt mere end 80.000 mennesker, og 1 million mennesker blev flyttet fra deres hjem. Giftgasangrebet på den irakiske by Halabja var et af de mest voldsomme angreb hvor mere end 5.000 mennesker mistede livet.
Kampagnen blev ledet af Saddam Husseins fætter, Ali Hassan al-Majid, og hjernen bag det var Saddam Hussein selv. Saddam Hussein sagde, at han gjorde dette for at udrydde kurdiske oprøre og sikre nationen, selvom om størstedelen af angrebene gik ud over civile.
De fleste angreb foregik fra luften, og gik ud over steder som moskeer og skoler, hvor man troede der var kurdiske oprører, og derfor gik dette meget ud over civile borgere. Efter angrebet fra luften, omringede soldaterne området, og fandt de flygtninge der ikke var blevet ramt, og tog dem med til massehenrettelse. Ved henrettelserne blev folk stillet på rækker og skudt, hvorefter de blev lagt side om side i massegrave

”Jeg fortsatte langs floden. Jeg fandt liget af min 9-årige datter, som omfavnede sin kusine, der også var blevet kvalt i vandet… Så gik jeg rundt om vores hus. I et område på ca. 200-300 km² så jeg ligene af dusinvis af familiemedlemmer. Blandt dem var mine børn, mine brødre, min far og mine nevøer og niecer. Nogle af dem var stadig i live, men jeg kunne ikke skelne de døde fra de levende. Jeg forsøgte at finde ud af, om børnene var døde. På det tidspunkt havde jeg mistet mine følelser. Jeg vidste ikke længere, hvem jeg skulle gå kalde på, og jeg vidste ikke, hvem jeg skulle tage mig af først. Jeg var helt alene.” citat fra en af ofrene for angrebet.

Saddams kemiske angreb har udover at dræbe tusinder, skadet flere tusinder. Under angrebene fik flere tusinder alvorlige forbrændinger, lammelser, øjenskader, ødelagte lunger og psykiske skader. Naturen og luften blev forurenet, og hos områder der har været udsat for kemiske angreb lider folket i større grad af barnløshed, genetiske skader og forskellige former for kræft. Specielt leukemi støder man på fire gange så ofte i disse områder. Ikke kun befolkningen under angrebene fik skader, men også de efterfølgende generationer. Børn der fødes efterfølgende, har ofte misdannelser såsom ganespaltninger og hareskår.

Folkedrabets efterspil

Den 6. september 1988 erklærede Saddams styre amnesti for alle kurdere. Det betød at alle dem der var flygtet eller deporteret til andre områder i Irak eller udenfor Irak, kunne vende hjem igen, og kurdere der var taget til fange under Anfal-kampangen ville blive løsladt. Dette skyldtes at Saddams regime var overbevist om at den oprørske kraft og ånd hos kurderne var slået ned og at kurderne ikke var til nogen fare.
Amnestien passede dog kun delvist. Forfølgelserne og torturen imod kurderne fortsatte og der findes en del eksempler på at massehenrettelser har fundet sted. Det var dog ikke i lige så stor grad som under Anfal-kampangen.

Kurderne fik lov til at vende tilbage, men ikke til deres egne landsbyer. De blev indlejret i områder omringet med pigtrådshegn, og de blev tvunget til at skrive under på at de ikke ville forlade disse områder. Gjorde de dette kunne det medføre dødstraf. Senere hen fik kurderne lov til at forlade disse områder mere og mere, og de kunne nu arbejde uden for områderne, men inden det har der været flere forsøg på at vælte Saddam Hussein. Blandt dem var en af dem i 1991 efter Saddam var svækket ifølge af Golfkrigen. Her gik shia-muslimerne i Sydirak i oprør mod Saddam, og dette udnyttede kurderne til at angribe Saddams regime fra nord. Kurderne kom langt ned, og fik erobret hele det kurdiske område i Nordirak, men blev slået hårdt tilbage af regimet. Efterfølgende patruljerede Saddams helikoptere over området, og kurderne levede i konstant frygt for at blive gasset igen.

I dag har kurderne fået deres egen Region i det nordlige Irak, der grænser op til de kurdiske områder i Iran, Syrien og Tyrkiet. Området fik de ifølge af USA's invadering af Irak. USA skabte en flyveforbudszone over de kurdiske områder, og internationale overvågnings fly patruljerede for at beskytte kurderne imod angreb fra Saddams side. I dag er der ca. 5-6 millioner kurdere i Regionen Kurdistan, som har et areal på ca. det dobbelte af Danmark. Kurdistan er delt i tre provinser, men tre yderligere provinser er også en del af den ledende parti KRG, dog hører de sidste tre ikke under Kurdistan. Kurdistan er en del af Irak føderation og et blomstrende område, med bla. Olie i undergrunden.

Folkedrabets aktører

En af de hovedansvarlige gerningsmænd bag folkedrabet på kurderne var Saddam Hussein. Han var præsident i Irak på dette tidspunkt. Det var ikke ham der udførte handlingerne og henrettede folk, men det var ham der tog beslutningen og var hjernen bag det hele. Han fik sin fætter Ali Hassan al-Majid, den anden hovedansvarlige i dette, til at hjælpe ham med at planlægge det hele. Han var kendt for at være hensynsløs og brutal, og var derfor effektiv i Saddam Husseins kamp for at få udryddet kurderne, og grunden til at Saddam valgte han som hovedansvarlig. Han blev kaldt ”Kemiske Ali” fordi det var ham, der bestemte brugen af kemiske våben mod landets kurdiske befolkning.
Til at udføre drabene havde de den irakiske hær, som skulle stå for kampaktioner på land, udføre bombetogter, ødelægge landsbyer og sørge for forvisning af de fangede. De fik også hjælp af den militære efterretningstjeneste til at udføre forhør, og underligt nok hjælp fra Jash, en regeringsvenlig kurdisk hær til at opspore kurdiske oprørere. Saddam Hussein blev fanget i 2003 af amerikanske soldater og dømt til døden i 2006. Ali Hassan al-Majid blev dømt til døden for drabene på kurderne af det Irakiske Krigstribunal i januar 2010.

Saddam Hussein Abd al-Majid al-Tikriti og Ali Hassan al-Majid

Folkedrabets stadie

Folkedrabets otte stadier
Klassificering:

De to befolkninger, der er centrale i dette folkedrab er irakerne og kurderne. Den irakiske befolkning er den dominerende, da folkedrabet foregår i Irak og at kurderne er i undertal og de lever under de irakiske myndigheder. De boede adskilt. Irakere boede et sted og kurdere boede et andet sted.

Dehumanisering:

I 1987 besluttede det irakiske regime at holde folketælling. Hvis man ikke kom til denne folketælling, mistede man alle sine rettigheder som irakisk borger. Mange kurdere, der boede i de Peshmergas-kontrollerede områder var i det dilemma, at hvis de forlod deres hjem og området de boede i ville de ikke kunne vende tilbage. Derfor var der mange der ikke mødte op. Det fik de konsekvenser at de irakiske soldater havde ret til at skyde dem uden grund, da de blev regnet for sabotører.

Organisering:

I dette folkedrab var det Saddam Hussein, Ali Hassan al-Majid og Ba’ath-partiet, der stod bag. I samarbejde med den irakiske hær blev folkedrabet udført.

Polarisering

Mange af de områder kurderne bosatte sig i blev kaldt forbudte områder, der blev bevogtet af irakiske soldater. Hvis man forlod disse områder, var det ikke muligt at komme tilbage igen. Derfor var der mange, der ikke forlod deres område. På den måde blev den irakiske og den kurdiske befolkning adskilt.